Alt til skadedyrsbekæmpelse

Om Skadedyrerne

(Gasterophilus equi)

Bremser er parasitter, hvor larverne lever i vævet på værtsdyret. De voksne insekter tager ikke næring til sig og kan hverken stikke eller bide.

Hesten får larver i maven, når den med tænderne klør sig mod de generende dyr. I hestens mave vokser larven til næste forår, hvor den forlader hesten ved dennes afførring.

Ormekur kan reducere antallet af hestebremser.

(Haematopota pluvialis – regnklæg)          

(Tabanus sudeticus – hesteklæg/okseklæg)

Klægen kaldes ofte for bremser, men bremser tilhører en helt anden familie og er IKKE blodsugere.

Der findes over 37 forskellige arter af klæger.

Hesteklægen er en af de største med en længde på ca. 2,5 cm. 

De mest almindelige klæg herhjemme er de små arter, hvor regnklægen er den hyppigste. Navnet regnklæg skyldes at disse fluer er særlig hyppige på fugtige og lune sommerdage.

Biologi og skade

Ligesom hos de fleste andre blodsugende insekter er det kun hunnerne, der er aggressive. Hannerne lever af blomsternektar.

Klægs bideteknik er langtfra så elegant som f.eks. stikmyggens, klæger hugger simpelthen et trekantet hul i huden med deres skarpe munddele og sutter så det udflydende blod op. Bidder er ret smertefuldt og giver hos nogle anledning til kraftige hævelser.

Hos kvæg og heste kan selv ganske få klæg give anledning til megen tummel. I udlandet kan klæg overføre sygdomme som miltbrand og forskellige snylteorme.

Klæg klæber deres æg fast på græsstrå, planter og sten på fugtige steder. Når larverne klækker, kravler de ned i fugtig sumpet jord eller slam, der findes langs bredden af søer, damme og pytter. Larverne lever som rovdyr og ernærer sig af insektlarver, orme og andre små dyr.


Bekæmpelse

Larverne og de voksne klægs levevis gør at de er vanskelige at bekæmpe. I Danmark er der ikke registreret midler til bekæmpelse af klæg og generelt synes der ikke at være tilfredsstillende kemiske bekæmpelsesmetoder.

Bor man i et område med klæg eller skal man færdes på steder, hvor der er lovlig mange kan man opnå en ret god beskyttelse med et af de almindelige myggeafskrækkende midler.

Den nye H-TRAP er en effektiv fælde imod blodsugende fluer. Den regulerer antallet af klæg og andre arter og reducerer dem til et absolut minimum.

H-TRAP er designet til udendørs placering, hvor den virker uden brug af kemikalier eller elektricitet. 

H-TRAP kan anvendes på områder med dyr men også på områder, hvor du bare gerne vil kunne færdes i fred.

Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. Ut elit tellus, luctus nec ullamcorper mattis, pulvinar dapibus leo.

(Ceratopogonidae)


Mitter er små stikmyg, som visse steder kan optræde i uhyre store antal. Som hos andre blodsugende myg er det kun hunnerne der suger blod. 

I Danmark er der registreret over 40 forskellige arter af mitter.

Mitterne er så små (1-2 mm), at de kan være svære at få øje på. Vingerne er i hvile anbragt fladt over ryggen og er hos nogle arter forsynet med smukke plettegninger.


Biologi

I Danmark optræder der forår og efterår kun relativ få mittearter, men disse kan til gengæld ofte forekomme i uhyre, store antal – især om efteråret. 

De fleste mittearter har størst flyveaktivitet kort før solnedgang og lige før solopgang.

Mængden af flyvende mitter kan svinge meget fra døgn til døgn og er afhængig af vejrforholdene. 

De største mitteangreb finder altid sted på lune, fugtige og vindstille aftener.

Mitterne har fire larvestadier. Alle larvestadier udvikler sig i fugtig jord, tørvemos, svampe, gødning, rådne plantematerialer eller mudder aflejringer ved bredden af søer og vandløb.

Mitter findes overalt i landskabet, men visse lokalitetstyper favoriserer bestemte arter. Specielt vådområder forurenet med organisk spildevand forbedrer ynglebetingelserne for visse mittearter.

Mitterne tiltrækkes bl.a. af vores/dyrenes lugte (sved, udånding m.m.) og varmestråling.


Skade

I nogle områder kan mitter være så stor en plage, at mennesker og dyr ikke kan opholde sig udendørs på grund af deres stik. Det er usædvanligt, at de trænger ind i huse. Dog har der tidligere været henvendelser om, at de havde angrebet mennesker som havde sovet for åbne vinduer.

Mitter er særligt irriterende, fordi de især opsøger tyndhudede, sårbare steder som f.eks. hårrand og øjenomgivelser. Biddene er ofte ledsaget af en brændende fornemmelse i huden efterfulgt af kløe. Undertiden kan der opstå kraftige hævelser og i sjældne tilfælde optræder rødmer, kvalme, høj feber og besvimelse.

Gentagne mitteangreb i løbet af sommeren kan resultere i allergiske reaktioner hos f.eks. heste, kvæg og får.

Mitterne kan overføre sygdomme til husdyr og er bl.a. berygtet for at kunne overføre sygdommen blue tongue (blå tunge) til får og kreaturer.


Bekæmpelse

I tilfælde af masseangreb fra mitter vil flugt være den eneste redning. Man kan beskytte sig i kortere tid (nogle timer) imod at blive stukket ved at anvende de sædvanlige afskrækningsmidler mod myg. 

Påføringen skal dog ske meget omhyggeligt for at være effektiv. Virkningen holder længere ved påføring uden på tøjet end ved direkte påsmøring på huden.

Indendørs kan mitterne bekæmpes med almindelige spraymidler beregnet til flyvende insekter. Elektriske fordampningspræparater mod myg er også effektive til at holde mitterne ude eller dræbe dem. Insektnet vil for det meste være for stormaskede til at forhindre mitter i at komme ind, men almindelig gaze kan anvendes til formålet.

Mitteangreb på kreaturer og heste kan reduceres, hvis de holdes på stald i aften- og nattetimerne i de perioder, hvor der er risiko for angreb. Dyrenes græsgange kan med fordel indrettes således, at de har mulighed for at søge væk fra lavtliggende, fugtige engarealer, hvor risikoen for massive mitteangreb er størst. Mitternes flyveafstand fra udklækningsstedet er i reglen ganske kort.

I tilfælde af vedvarende mitteplage kan man overveje, om det er muligt at foretage en oprensning af mitternes udklækningssteder – f.eks. hvor der ledes næringsstoffer ud i et vådområde.


Hvordan afhælper du dine dyr?

Vi anbefaler at du anvender insektmærker fra start april til sæsonen slutter hen i september/oktober.

Insektmærkerne virker afskrækkende på stikkende og blodsugende insekter.

Når man herhjemme taler om rotter, er det næsten altid den brune rotte (Rattus norvegicus) – også kaldet vandrerotten – det drejer sig om.

Meget sjældent kan man dog støde på en anden art, husrotten (Rattus rattus) også kaldet sort rotte eller pestrotte. Denne art var ellers indtil for et par hundrede år siden enerådende i Danmark, men er siden blevet fortrængt af den brune rotte.

Den brune rotte har som voksen en samlet længde på i gennemsnit 45 cm, hvoraf de 20 cm er hale. Vægten af en voksen han er ofte 250-300 gram, mens hunnen normalt vejer lidt mindre. Vægten kan dog variere meget og den største vildt indfangne brune rotte, man har registreret herhjemme i de senere år, vejede 545 gram. Det var en han.

Farven varierer temmelig meget, men oversiden er hyppigst mørkebrun eller gråbrun, mens undersiden varierer fra hvidlig til ensfarvet grå.

I milde vintre og inde i bygninger kan rotten formere sig hele året, og i gennemsnit får en rottehun 3-5 kuld om året, hvert med 4-12 unger. Rotter er kønsmodne, når de har nået en vægt på omkring 150 gram, normalt når de er ca. 3 måneder gamle, og drægtigheden varer i 22 dage.

Ynglereden består af sammenslæbte stumper af alt forhåndenværende materiale som halm, papir, sække, plast m.m. Rotten er altædende, men foretrækker normalt kornprodukter. Den æder dagligt en fødemængde, der svarer til ca. 1/10 af dens egen legemsvægt. I modsætning til mus, som klarer sig fint på helt tørre steder, skal rotten have adgang til drikkevand.

Rotten klatrer og svømmer udmærket, men dens vigtigste redskaber er dog de store, mejselformede fortænder, som kan gnave i alt, der er mindre hårdt end jern – hvis bare tænderne kan få fat.

Vi har Danmarks dygtigste rotte skytte

Se videoerne herunder og se selv.

Hold dig opdateret på de små sataner, ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev

Nyhedsbrev

Følg os

På facebook

da_DK